Norsk rigmandskone har været forsvundet i et år

Sidste livstegn fra norske Anne-Elisabeth Hagen var 31. oktober sidste år. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Sidste gang, forsvundne Hagens familie forsøgte at kontakte formodede gidseltagere, var i oktober.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag er det et år siden, at norske Anne-Elisabeth Hagen forsvandt.

Den 68-årige kvinde forsvandt sidste år fra sit hjem i Lørenskog, der ligger øst for Oslo. Hendes sidste livstegn var en telefonsamtale.

Onsdag eftermiddag har familiens advokat, Svein Holden, holdt pressemøde, skriver flere norske medier.

- Der er ingen tvivl om, at året, som er gået, har været meget udfordrende for hendes familie, men også for slægtninge og venner, siger han.

- Torsdag bliver særlig vanskelig for familien. For dem markerer denne dag overgangen til et nyt år med uvished, tilføjer advokaten.

Familien har svaret på alle henvendelser fra de formodede kidnappere. Og senest i oktober har de selv taget kontakt til kidnapperne. De ved endnu ikke, om hun lever.

- I løbet af det seneste år er der modtaget flere henvendelser fra modparten - den seneste var 8. juli.

- Familien har svaret på alle henvendelserne. Den sidste kommunikation fra os til dem var så sent som i oktober, siger advokaten.

Familien håber ifølge nyhedsbureauet NTB på, at det giver grundlag for ny kommunikation.

- Hvis det ikke lykkes, håber og tror vi på, at politiets efterforskning vil finde frem til, hvad der er sket, siger Svein Holden.

Advokaten bekræfter også, at man håber, at de formodede gidseltagere følger med.

- Vi har grundlag for at sige, at modparten har fulgt med i det, der tidligere er blevet sagt, siger Holden.

Advokaten tilføjer, at der er ting, han har sagt, som han håber, at de formodede gidseltagere bider mærke i.

Spurgt til, hvad dette er, lyder svaret:

- Det knytter sig op på kommunikationen, som har været, og hvordan familien, ser på det.

Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen

Politiet meddelte i juni, at dets hovedhypotese er, at hun er død. Det har myndighederne siden gentaget.

Senere - i august - kunne VG berette, at familien havde modtaget pengekrav fra de formodede bortførere på cirka ti millioner norske kroner for tegn på liv.

Det krav skal familien have imødekommet uden at modtage tegn på liv.