En af de væsentligste kritikpunkter i håndteringen af Anders Behring Breiviks terrorangreb på Oslo og Utøya 22. juli var blandt andet, at politiet i Oslo ikke rådede over en helikopter, der stod parkeret i Gardermoen lufthavn 45 kilometer nord for Oslo.
Alligevel er Norges justitsminister, Grete Faremo, ikke i stand til at sige noget om, hvornår et nyt beredskabscenter for politiet i Oslo kan blive til virkelighed. Den væsentligste årsag er stor uenighed om brugen af et areal til helikopterbase i bydelen Alna.
Det fremgår af et af de svar, som Faremo har givet Stortinget særlige 22. julikomité. Svar på 55 spørgsmål, plus en række underspørgsmål, er blevet sendt til komitéen lillejuleaften. Justitsministeren indfriede dermed komitéens ønske om at få materialet inden jul.
Striden om den ferieparkerede politihelikopter i Gardermoen lufthavn 45 kilometer nord for Oslo og politiets udrykningstid til Utøya udgør en vigtig del af bagtæppet for stortingskomitéens arbejde.
Nu bruger komitéens 17 medlemmer perioden mellem jul og nytår samt begyndelsen af januar på at gennemgå svarene for eventuelt at stille opfølgningsspørgsmål til Faremo og andre berørte ministre.
- Et nyt beredskabscenter for politiet er højt prioriteret. Inden spørgsmålet om lokaliteten er afklaret, er det vanskeligt at give et konkret tidsperspektiv for etableringen. En sådan udbygning er også afhængig af de nødvendige bevillinger, siger Faremo i et af svarene.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker