Norske Marte Dalelv er vendt hjem fra Dubai

Den norske kvinde Marte Dalelv, som blev benådet i Dubai i denne uge, ankom onsdag formiddag til Torp Sandefjord Lufthavn i Norge, skriver NTB.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er godt endelig at være hjemme. Det er lidt overvældende følelsesmæssigt. Det har været en lang og slidsom tur, siger Marte Dalelv, som blev modtaget af journalister og pressefotografer, efter at hun tidligere på ugen blev benådet af emiren i Dubai.

Forinden havde en hel verden reageret med vantro, da hun blev idømt 16 måneders fængsel for sex udenfor ægteskabet i forbindelse med en anmeldelse af en voldtægt.

Den mand, som Dalelv har anklaget for voldtægt, er også blevet benådet i Dubai, siger hans advokat.

- Myndighederne i Dubai var nødt til at dømme Marte Dalelv, da hun trak voldtægtsanmeldelsen tilbage, skriver den statsejede avis The National i De Forenede Arabiske Emirater.

Dalelv har bekræftet over for Aftenposten, at hun trak voldtægtsanmeldelsen tilbage.

- Da Dalelv trak voldtægtsanmeldelsen tilbage, indrømmede hun, at hun havde haft sex uden for ægteskabet, og at han havde drukket alkohol, ligesom hun indrømmede, at hun havde afgivet falsk vidneforklaring, skriver The National på lederplads.

Avisen mener, at det var uklogt af Dalelv at trække anmeldelsen.

Samtidig kommer avisen med et udfald mod internationale medier og menneskerettighedsgrupper, som den beskylder for at have reageret uden at tjekke kendsgerningerne i sagen.

Manden, som Dalelv siger voldtog hende, var dømt til 12 måneders fængsel for at have drukket alkohol og for at dyrke sex uden for ægteskabet. Han kan nu rejse fra Dubai.

Ifølge Åse Elin Bjerke, Norges ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater, er dette normalt.

- Vi har fået at vide, at når en tiltalt benådes, så gælder dette også de andre tiltalte i sagen, siger hun til NRK.

Den 33-årige mand er en tidligere kollega til Dalelv. Han kommer fra Sudan og har været en af Dalelvs chefer.

Den 24-årige norske kvinde anklagede ham for voldtægt, men trak senere anklagen tilbage, hvorefter hun blev idømt 16 måneders fængsel for at have drukket alkohol, for at afgive falsk forklaring og for at dyrke sex uden for ægteskabet.

Det norske rejsebureau Jomfrurejser, som arrangerer temarejser for norske kvinder, siger, at det har aflyst en planlagt rejse til Dubai på grund sagen omkring Marte.

/ritzau/NTB