Notat viser Hamas-forslag om fire måneders våbenhvile i Gaza

En israelsk kampvogn ses ved grænsen mellem Gaza og Israel i januar. (Arkivfoto). Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

De tilbageværende israelske gidsler i Gaza skal udveksles med palæstinensiske fanger, foreslår Hamas.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den militante palæstinensiske bevægelse Hamas har foreslået en aftale om en Gaza-våbenhvile, der skal afvikles i tre stadier.

Det viser et notat, som nyhedsbureauet Reuters har læst. Det skal være sendt til mæglere fra Qatar og Egypten.

Forslaget indebærer, at Hamas vil løslade israelske gidsler i Gaza, mod at palæstinensiske fanger frigives fra israelske fængsler.

Desuden vil Hamas have sikret genopbygningen af Gaza, sikre tilbagetrækning af alle israelske soldater i Gaza og udveksle lig med Israel.

Våbenhvilen skal opdeles i tre faser. Hver fase skal vare 45 dage.

Dermed vil der samlet blive tale om en våbenhvile, der varer fire en halv måned, såfremt Hamas' forslag altså bliver til virkelighed.

I løbet af det første stadie skal alle kvindelige israelske gidsler frigives. Det samme skal mænd og drenge under 19 år samt ældre og syge mandlige gidsler, foreslår Hamas.

Til gengæld skal palæstinensiske kvinder og børn frigives fra israelske fængsler. Hamas vil i alt have løsladt 1500 indsatte i Israels fængsler.

De tilbageværende mandlige gidsler i Gaza skal løslades i løbet af anden fase.

Og i tredje fase skal Hamas og Israel udveksle henholdsvis israelske og palæstinensiske lig, foreslår den palæstinensiske bevægelse.

Ved slutningen af tredje fase forventer Hamas, at bevægelsen kan indgå en aftale med Israel om at afslutte krigen i Gaza.

I løbet af den fire en halv måned lange våbenhvile vil Hamas have samtlige israelske soldater trukket ud af Gaza. Samtidig skal der skrues op for leveringen af mad og nødhjælp til de civile i det palæstinensiske område.

Ezzat El-Reshiq, der er medlem af Hamas' politiske gren, bekræfter, at udkastet er videresendt til Israel og USA via mæglere i Qatar og Egypten.

Onsdag eftermiddag er der endnu ingen officiel kommentar fra Israel til Hamas' bud på en våbenhvileaftale.

Krigen i Gaza blev indledt, efter at Hamas 7. oktober angreb flere byer, kibbutzer og en festival i Israel og slog 1200 personer ihjel.

240 israelere og udlændinge blev taget til fange og ført ind i Gaza.

Israel og Hamas er tidligere nået til enighed om en våbenhvile, som begyndte 24. november. I løbet af syv dage blev 105 gidsler frigivet af Hamas, mens Israel løslod 240 palæstinensere fra israelske fængsler.

Hamas' udkast til en ny våbenhvileaftale kommer som svar på et aftaleudkast, som forhandlere fra Qatar og USA har fået på plads sammen med Egypten.

Også dét udkast lægger op til en våbenhvile og udveksling af israelske gidsler og palæstinensiske fanger.

/ritzau/