Nu er 77 bekræftet døde i Norge

Fredag aften blev der sat navn på de sidste ofre fra de to terrorattentater i Norge.

Politiet frigav navnene på yderligere 36 døde, og det bringer det samlede antal op på i alt 77.

Af de 36 nye navne omkom de tre ved eksplosionen i regeringskvarteret.

Den yngste af de personer, som politiet nu har identificeret, er den 15-årige Emil Okkenhaug fra Levanger.

Det var kun få måneder siden, at han meldte sig ind i det norske arbejdspartis ungdomsorganisation og var for første gang med på sommerlejren på Utøya.

- At det offentlige Norge deler sorgen med de familier, der er ramt af denne vanvittige hændelse, føles som en støtte, har Emils onkel, Knut Okkenhaug, sagt til Trønder-Avisa.

Den ældste er den 45-årige Monica Elisabeth Bøsei, der var en af arrangørerne bag ungdomslejren på Utøya.

- For mange af os var hun Utøya, som den norske statsminister Jens Stoltenberg har udtrykt det.

Hun snakkede allerede på båden over til Utøya med Anders Breivik, men fattede mistanke og forsøgte at slå alarm. Derfor blev hun skudt som en af de første.

/ritzau/

Politiet har offentliggjort navnene på de sidste ofre. Alle er nu identificeret og dødstallet er hævet til 77.

Offentliggjort Sidst opdateret