Nu er dampen også ved at gå af Kinas økonomi
Dampen er ved at gå af den kinesiske økonomi. I august måned faldt industriproduktionen igen og er nu nede på sit laveste niveau i ni måneder.
Det viser nye tal fra det britiske storbank HSBC.
Et såkaldt indkøbsindeks, som HSBC udarbejder, viser, at indekset for ordretilgangen og industriproduktionen i august faldt til 47,8 fra 49,3 i juli. Det er det laveste niveau siden november i fjor.
Nedgangen skyldes faldende ordrer fra udlandet, men også en nedgang i den indenlandske efterspørgsel i Kina.
- Nedgangen afspejler en faldende ordretilgang. Det er klart, at de kinesiske producenter er pressede og har det svært, siger Qu Hongbin, økonom ved HSBC i Hongkong.
Han anser det for givet, at de nye tal vil få regeringen i Beijing til at komme med initiativer, der kan sætte skub i økonomien, blandt andet ved at give bedre kreditmuligheder.
- De nedadgående tal for produktionen lægger pres på den kinesiske centralbank for at løsne den monetære politik og skyde flere penge ud i økonomien, siger Qu Hongbin.
Ved at trække på den kinesiske stats enorme reserver er det muligt for regeringen at give både banker og regionale regeringer mulighed for at yde flere lån med lavere renter til investorer.
Den kinesiske regering har gentagne gange sagt, at den vil gøre alt, hvad der er muligt for at opretholde væksten i Kina.
Det især er Europa og USA, der køber mindre i Kina.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned