Nu er det igen lovligt at piske og stene folk ihjel i Afghanistan
Afghanistans leder, Haibatullah Akhundzada, har beordret fuld implementering af flere af dele af den islamiske sharialov. (Arkivfoto). Foto: Afghan Islamic Press/Ritzau Scanpix
Torve og pladser i Afghanistan bliver atter skueplads for afstraffelse med pisk, stening og amputation. Taliban genindfører en række af de islamiske sharialove.
Ritzau RitzauPernille Fugl Asmussen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Offentlige henrettelser, stening, piskeslag og amputation af lemmer er igen en del af retssystemet i Afghanistan.
Det sker, efter at landets leder, Haibatullah Akhundzada, har beordret dommere til fuldt ud af implementere flere dele af den islamiske sharialov.
Det fortæller Talibans talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Undersøg omhyggeligt sager om tyveri, bortførelse og oprør. I de sager, hvor alle den islamiske lovs betingelser for "hudud" og "qisas" er opfyldt, er I forpligtet til at følge den islamiske sharialov.
- Det er både den islamiske lov og min befaling. Den er obligatorisk, siger Akhunzada ifølge talsmanden.
Annonce
Hudud-forbrydelser omfatter utroskab, falsk beskyldning om utroskab, indtagelse af alkohol, tyveri, bortførelse, oprør og at vende islam ryggen.
Qisas dækker over drab og forsætlig skade, men giver også mulighed for, at ofrenes familier kan acceptere en erstatning.
Islamiske lærde siger, at forbrydelser, der fører til hudud-straffe, kræver en meget høj grad af bevisførelse.
Ved utroskab kræves tilståelse, eller at fire mandlige muslimer kan bevidne, at utroskaben har fundet sted.
Taliban kom igen til magten i Afghanistan i august 2021. Det skete, efter at udenlandske styrker efter 20 år havde trukket sig ud af landet.
Befolkningen havde stor frygt for konsekvenserne af bevægelsens generobring af Afghanistan, og det førte til kaotiske tilstande i Kabuls lufthavn og gader.
Titusinder af afghanere søgte mod lufthavnen i hovedstaden i et desperat håb om at komme med et fly ud af landet.
Siden Taliban tog magten igen, har billeder og videoer på sociale medier flere gange vist militsfolk uddele piskeslag til personer, de mener har overtrådt den islamiske lov.
Siden Taliban har generobret magten i Afghanistan, har særligt kvinder fået færre og færre rettigheder. Landets leder har beordret love om strafferegler efter den islamiske sharialov. (Arkivfoto). Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Bevægelsen har også flere gange offentligt vist lig af påståede bortførere, som angiveligt skal være dræbt i skudvekslinger.
Annonce
Da Taliban igen kom til, var det med løfter om en mindre restriktiv linje, end da bevægelsen sidst var ved magten fra 1996 til 2001.
Her blev både piskeslag og henrettelser udført til offentlig skue i hovedstadens stadion.
Mange restriktioner er alligevel blevet indført, siden den internationale styrke rejste i 2021.
Særligt landets kvinder har fået fjernet og indskrænket deres rettigheder.
I marts i år beordrede Taliban alle skoleklasser for piger over 12 år lukket efter en ganske kortvarig genåbning.
De fleste af de kvinder, der arbejder i det offentlige, har mistet deres arbejde eller bliver betalt småpenge for at blive hjemme.
Taliban generobrede Afghanistan i august 2021, efter at udenlandske styrker havde forladt landet efter 20 års tilstedeværelse. (Arkivfoto). Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Kvinder må ikke rejse uden en mandlige slægtning. Derudover skal de tildække sig med burka eller hijab, når de opholder sig uden for deres hjem.
Gennem den seneste uge er de afghanske kvinders rettigheder yderligere svundet ind.
Kvinderne må ikke længere opholde sig i parker, forlystelsesparker, træningscentre og offentlige bade, skriver Reuters.
Inden kvinder blev forbudt adgang til faciliteterne, var det tilladt dem at opholde sig på områderne på bestemte ugedage, hvor mænd ikke opholdt sig der.
Annonce
/ritzau/
Talibans vej tilbage til magten
* Taliban var første gang ved magten i Afghanistan fra 1996 til 2001, hvorpå styret blev væltet i en amerikanskledet invasion.
* Efter 20 års tilstedeværelse trak de udenlandske styrker sig helt ud af Afghanistan for 15 måneder siden.
* Den 15. august 2021 indtog Taliban hovedstaden Kabul efter en lynoffensiv i det øvrige Afghanistan og overtog magten.
* De udenlandske styrkers kaotiske tilbagetrækning fortsatte indtil 31. august. Titusinder af afghanere søgte til lufthavnen i Kabul i et desperat håb om at komme med et fly ud af landet.
* Intet land i verden har officielt anerkendt den nye Taliban-regering.
* FN's mission i Afghanistan skrev i rapport i august, at gruppen møder kritik for anholdelser af journalister, aktivister og demonstranter.
Seneste artikler
Pladsmangel på Sundskolen kan fortsætte i flere år end først antaget
Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap
Fartproblemet fortsætter: 152 blitzet på denne strækning
Mystiske madbakker vakte undren: Kommer de fra Fælleskøkkenet?
Kraftig brand i villa
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Indsatsleder roser nabo efter brand: - En meget skarp handling