Nu har Italien flere corona-døde end Kina
Italienske militærlastbiler kører gennem gaderne i byen Bergamo i det nordlige Italien. Hæren er blevet bedt om at hjælpe med at køre de mange ligkister ud af byen, der ligger midt i den værst ramte region i Italien. Krematorierne i byen kan ikke følge med, så militæret kører kisterne til krematorier i naboprovinserne. Foto: Sergio Agazzi. Fotogramma/Reuters
Sergio Agazzi. Fotogramma/Reuters
Med 427 døde i det seneste døgn er det totale antal dødsofre for corona-pandemien større i Italien end i Kina.
Italien er nu det land i verden, der officielt har flest dødsfald på grund af coronavirus.
Med 427 nye dødsfald i det seneste døgn er der i alt flere døde i Italien end i Kina, der officielt har 3245 døde som følge af pandemien.
Italien har nu i alt registreret 3405 corona-dødsfald. Det viser de seneste tal offentliggjort af italienske myndigheder torsdag.
Udbruddet af coronavirusset blev opdaget i Kina kort før nytår. Siden har det bredt sig til resten af verden.
I Italien er særligt den nordlige del af landet hårdt ramt. Den italienske regering har for længst indført udgangsforbud over hele landet i et forsøg på at stoppe spredningen af virusset.
Alligevel er antallet af nye smittetilfælde ikke faldet i Italien. 41.035 mennesker er konstateret smittet. Det er en stigning på 14 procent i forhold til det foregående døgn.
Kina har næsten dobbelt så mange ifølge den officielle opgørelse fra de kinesiske myndigheder, nemlig 80.907.
Eksperter mener, at antallet af smittede i Italien er langt højere, end tallene viser. Det er nemlig især de patienter, der bliver sendt på et hospital, der bliver testet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Omkring 2500 alvorligt syge patienter er indlagt på de italienske intensivafdelinger. Det er en stigning på omkring 250 mennesker i forhold til døgnet inden.
Lastbiler fra hæren kører i lange konvojer med kisterne med de afdøde, der skal videre til de italienske kirkegårde og krematorier.
I byen Bergamo i det nordlige Italien bliver begravelser holdt med 30 minutters mellemrum, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sker for at undgå, at det begrænsede antal mennesker, der er en del af et begravelsesfølge, kommer til at smitte det næste hold af sørgende på kirkegården.
I et af nabolandene mod nord, Frankrig, er 108 mennesker i løbet af det seneste døgn døde efter at være blevet smittet med coronavirus. Det oplyser sundhedsmyndigheder torsdag aften ifølge Reuters.
Dermed er i alt 372 døde af sygdommen Covid-19 i Frankrig. Onsdag lød tallet på 264.
Antallet af bekræftede smittetilfælde er steget til 10.995 i forhold til de 9134, der var konstateret smittet et døgn tidligere, meddeler Jerome Salomon, der er direktør for den franske sundhedsstyrelse.
Det er en stigning på omkring 20 procent i løbet af et døgn.
Af de smittede er 1122 mennesker alvorligt syge og har brug for respirator. Det er ligeledes en stigning på lidt over 20 procent i forhold til dagen inden.
Seneste artikler
Borgmester: Ville være sygeplejerske eller arkæolog
Vidne sår tvivl i yacht-sagen: - Der var hverken storm eller byger
Så mange har søgt om at få del i Dølles overskud
Borgere i yderkommuner får størst gevinst
Museum åbner nyt magasin: Det tager fem år at flytte ind
Mest læste artikler
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Derfor flager busserne i dag