Nu kan USA igen tjekke dine bankdata

EU-Parlamentet har godkendt en omstridt aftale om udveksling af bankdata mellem EU og USA.

Dermed får de amerikanske myndigheder fra 1. august igen adgang til oplysninger om EU-borgeres internationale bankoverførsler som et led i terrorbekæmpelse.

Den første version af den såkaldte Swift-aftale blev ellers afvist af EU-politikerne tilbage i februar, men siden har USA givet en række indrømmelser, som skal sikre en bedre beskyttelse af de personfølsomme oplysninger.

Der skal blandt andet placeres en særlig EU-observatør i USA, som skal overvåge, at oplysningerne ikke misbruges, mens Europol får mulighed for at blokere oplysningerne og kontrollere, at de skal bruges til anti-terror formål.

- Vi har opnået en meget god aftale, som respekterer den rette balance mellem behovet for at garantere sikkerheden for borgerne mod truslen fra terrorisme og behovet for at garantere de grundlæggende borgerrettigheder, siger EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

Swift-aftalen gælder for de kommende fem år. Men selvom den nu er endeligt godkendt, så er der fortsat betænkeligheder på den politiske venstrefløj.

Det skyldes især, at der fortsat vil være tale om masseoverførsler af data, når amerikanerne har en konkret mistanke

EU-Kommissionen har lovet at arbejde på et nyt system, som kan sortere bankoplysningerne, inden de sendes af sted. Men det kan tage flere år, og i mellemtiden vil også uskyldige menneskers bankoplysninger ryge med til USA.

Swift er det firma, der foretager de fleste internationale bankoverførsler i verden.

Tidligere har USA haft en direkte aftale med firmaet om at indhente oplysninger, men efter at Swift har flyttet sine servere til Europa er det blevet nødvendigt med en politisk aftale mellem EU og USA.

/ritzau/

USA kan igen kigge med over skulderen, når europæerne overfører penge til udlandet. EU-Parlamentet har godkendt en ny aftale om bankovervågning.

Offentliggjort Sidst opdateret