Det ser sort ud for Muammar Gaddafi i en mere end en forstand. Mandag eftermiddag har modstanderne af det libyske styre overtaget kontrollen med det statslige tv i Tripoli.
- Alle de tv-stationer, som staten kontroller, er holdt op med at sende. Vores kæmpende kammerater er gået ind (i bygningen, red) og har sikret sig kontrol over faciliteterne, siger oprørernes militære talsmand Mohammed Zawiwa til nyhedsbureauet AFP.
Det statslige tv Al-Jamahirya stoppede sine udsendelser omkring klokken 16 dansk tid.
Tv-skærmene gik uden varsel pludselig i sort. Minutter efter kunne stationens logo ses på skærmen, men uden ledsagelse af lyd eller billeder.
Flere af oppositionens websider beretter om oprørernes overtagelse af det statslige tv's hovedkontor. Oplysningen er ikke bekræftet af uafhængige kilder.
Oprørerne har ifølge både de lokale websider og de internationale nyhedsbureauer i løbet af søndagen og mandagen sikret sig kontrol med størstedelen af hovedstaden.
Ifølge talsmand Zawiwa vil oprørerne i løbet af mandagen sikre sig den totale kontrol over Tripoli.
- Mindre grupper af Gaddafi-tilhængere kæmper fortsat i byen, men vi har næsten byen i vores hænder nu, siger Zawiwa, der vurderer, at kampene vil ophøre inden dagen er omme.
Hvor Gaddafi selv befinder sig er uvist, ifølge talsmanden. Men landets leder i over 40 år har gentagne gange hævdet at ville kæmpe til sidste blodsdråbe.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker