Nu skal Repræsentanternes Hus stemme om budgetplanen
Repræsentanternes Hus skal snart sige ja eller nej til budgetplanen, som USA's Senat har vedtaget. Det skriver flere internationale medier.
Afstemningen var før ventet ved 9-tiden tirsdag aften lokal tid, men er siden blevet udskudt. CNN mener at vide, at den finder sted klokken 11:15, hvilket svarer til klokken 05:15 dansk tid onsdag morgen.
Dermed lykkedes det tilsyneladende ikke for toprepublikanerne i Repræsentanternes Hus at samle stemmer nok til at forsøge at få ændret den tværpolitiske budgetplan fra Senatet, der skal redde USA fra den økonomiske "afgrund".
Den ledende republikaner David Dreier fra Repræsentanternes Hus forventer, at kammeret siger ja til budgetplanen. Det fortæller han i et kort interview med nyhedsbureauet Reuters.
Flere af hans partifæller har dog udtrykt skepsis over planen, som indeholder skattestigninger for de rigeste amerikanere og sætter dramatiske besparelser i de offentlige budgetter på stand-by i to måneder.
USA's lovgivende forsamling, Kongressen, består af to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus. Begge skal sige ja til budgetaftalen, hvis den skal føres ud i livet. Republikanerne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned