Nu skjuler libyerne Gaddafis kvæstelser
Libyske styrker, der bevogter Muammar Gaddafis lig i et kølerum, har kortvarigt ladet almindelige libyere komme ind for at se deres afsatte leder. Men de sår, der måske kan afsløre, hvordan han blev dræbt, var lørdag dækket til.
Gaddafis lig ligger på en madras på gulvet i kølerummet i byen Misrata, ligesom det gjorde fredag, da hundreder af libyere fik lov til at se, at den mand, der har styret Libyen med hård hånd i over 40 år, virkelig er død.
Men i modsætning til fredag var Gaddafis krop lørdag dækket af et tæppe, og kun hans ansigt var synligt. Dermed var kvæstelserne på hans krop ikke længere synlige.
En journalist fra nyhedsbureauet Reuters hæfter sig også ved, at Gaddafis hoved er blevet drejet, så man ikke længere kan se det skudhul på den ene side af hovedet, som var synligt fredag.
Skudhullet i Gaddafis hoved og kvæstelserne på hans krop ville ellers kunne bidrage til at løse mysteriet om, hvordan obersten døde. Det er uklart, om han blev dræbt ved en skudveksling, eller om han blev dræbt af styrker, der tog ham til fange i Sirte.
Kun få indbyggere i Libyen, hvor tusinder af mennesker er blevet dræbt af Gaddafi-tro soldater under det syv måneder lange oprør mod hans styre, siger, at de er bekymrede over den måde, hvorpå han blev dræbt.
Men hvis han virkelig blev dræbt af de soldater, der tog ham til fange, vil det så alvorlig tvivl om de løfter, Libyens nye ledere har givet om at respektere menneskerettighederne og forhindre hævnangreb.
/ritzau/Reuters
Libyske styrker viser igen Muammar Gaddafis lig frem, men de dækker hans kvæstelser med et tæppe.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned