Nu snerper brexit til og de store aktører sendes på banen
Det sidste fysiske møde mellem den britiske premierminister, Boris Johnson, og EU's kommisionsformand, Ursula von der Leyen, fandt sted 8. januar i år i London. 31. december udløber overgangsordningen for brexit, men parterne er lige så langt fra en aftale om fremtiden, som de var i januar. Foto: Henry Nicholls/Reuters
Henry Nicholls/Reuters
EU's kommissionsformand møder lørdag britisk premierminister. Knap 100 dage til at briterne er helt ude af EU.
EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, vil lørdag holde et møde med den britiske premierminister, Boris Johnson, i forsøget på at finde en handelsaftale mellem parterne efter brexit.
Det oplyser EU-Kommissionen.
Der er tale om et videomøde, og det ses som et af de sidste forsøg på at undgå en kaotisk situation fra 1. januar 2021. Optimismen er ikke stor på forhånd, og deadlinen nærmer sig, skriver den britiske avis The Guardian.
- Det vil i løbet af de næste få dage blive klart, om vi gør fremskridt eller ej, sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, på et EU-topmøde i Bruxelles tidligere fredag.
- Så længe forhandlingerne fortsætter, så er jeg optimistisk, påpegede hun ifølge AFP.
EU's chefforhandler, Michel Barnier, og hans britiske modpart, David Frost, brød fredag op fra endnu et forhandlingsmøde, der endte resultatløst.
- Jeg er bekymret, lød det fra Frost, der nævner den deadline, som alle har blikket rettet mod: EU-topmødet 15. oktober.
EU's kommissionsformand vil på mødet lørdag med Johnson tage bestik af, om der vil være basis for at enes om en aftale.
- Hvor der er en vilje, er der en vej, sagde hun fredag, mens hun konstaterede, at der er mindre end 100 dage til, at den overgangsperiode for brexit, der har været gældende, udløber.
- Vi er ved at løbe tør for tid.
Uden aftale vil Storbritannien fra 1. januar helt og holdent blive behandlet som et tredjeland i forhold til EU. Det vil betyde, at et helt nyt og krævende toldregime træder i kraft.
Under forhandlingerne har Storbritannien insisteret på at få adgang til EU's indre marked. Men regeringen i London har samtidig afvist at underkaste sig afgørelser ved EU-Domstolen.
Der er ikke stor tillid fra EU's side til Storbritannien, efter at Johnson med en lov har annulleret en vital del af den skilsmisseaftale, som blev indgået mellem EU og Storbritannien i december. Nemlig den aftale, som sikrede, at der med brexit ikke ville opstå en hård grænse mellem Nordirland og Irland.
EU kalder det et brud på folkeretten at løbe fra aftalen og gør klar til at sagsøge Storbritannien.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde