Muammar Gaddafi har lidt et nyt diplomatisk nederlag, efter Kina bekræfter, at en kinesisk diplomat har holdt et møde med de libyske oprørere.
Mødet har fundet sted i Qatar i Den Persiske Golf mellem den kinesiske ambassadør Zhang Zhiliang og lederen for det nationale overgangsråd i Libyen, Mustafa Abdel Jalil.
Det fremgår af en kortfattet meddelelse fra det kinesiske udenrigsministerium.
De to parter har "udvekslet synspunkter om udviklingen i Libyen", hedder det.
Det fremgår ikke hvilke emner, der blev diskuteret. Men det er et tegn på, at Kina er opsat på at have en direkte kontakt til oprørerne i tilfælde af, at Gaddafi falder.
Kina undlod i marts sammen med Rusland at stemme for den resolution i FN's Sikkerhedsråd, der tillod udenlandsk indgriben for at forhindre overgreb på civilbefolkningen.
Rusland sender mandag en diplomat til Libyen for at mødes med de libyske oprørere i Benghazi.
- 6. juni om aftenen flyver jeg til Libyen efter ordre fra præsidenten for at mødes med repræsentanter for oppositionen og en række andre politiske kræfter i Benghazi, siger den russiske diplomat, Mikhail Margelov.
En højtplaceret kilde i Rusland siger til nyhedsbureauet AFP, at Margelov også rejser til Tripoli for at møde Muammar Gaddafis libyske regering.
Præsident Dmitrij Medvedev har fornylig konstateret, at der ikke findes en løsning på den libyske konflikt, så længe Muammar Gaddafi er ved magten.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub