Ny bølge af tøndebomber dræber 20 i Syrien

Et nyt luftangreb med tøndebomber har lørdag ramt byen Aleppo i det nordlige Syrien og dræbt mindst 20 personer, skriver nyhedsbureauet AFP.

Offentliggjort Sidst opdateret

Luftangrebet kommer efter en lang række luftangreb, hvor det syriske luftvåben har smidt højeksplosive tøndebomber ned over regeringsfjendtlige områder - og dræbt flere hundrede civile.

Ifølge menneskeretsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder var der to børn blandt de dræbte i lørdagens angreb i Aleppo.

Aleppo i det nordlige Syrien var tidligere landets kommercielle hovedstad. Siden oprørerne indledte en offensiv i juli sidste år, er store dele af byen omdannet til ruiner.

Byen er i dag delt i en regeringsvenlig og regeringsfjendtlig del, og ifølge en lokal medieorganisation angriber det syriske luftvåben dagligt de oprørskontrollerede dele af byen.

Hundredvis er blevet dræbt i en bølge af tøndebombe-angreb siden 15. december, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i Storbritannien og bygger sine oplysninger på et netværk af aktivister og andre kilder fra Syrien.

Lørdagens angreb sker samtidig med, at en FN-konvoj med humanitær hjælp er blevet forhindret i at komme frem til den gamle del af byen Homs, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En bombe skulle angivelig være blevet sprængt i luften nær konvojen for at forhindre den i at køre videre.

Fire medarbejdere i Røde Kors' muslimske søsterorganisation, Røde Halvmåne, er ifølge Reuters blevet kvæstet. Røde Halvmåne oplyser på sin Twitter-konto, at en lastbilchauffør er blandt de sårede.

- Mortergranater ramte i nærheden af holdet og de lastbiler, der var på vej ind i den gamle del af Homs, skriver de på Twitter - hvor de også deler et billede, der viser et skudhul i bagruden på en Røde Halvmåne-bil.

Ifølge syrisk stats-tv, der kontrolleres af præsident Bashar al-Assad, var det "bevæbnede terrorister", der stod bag angrebet, mens oprørsgrupperne anklager præsidenten for at stå bag.

/ritzau/