Ny coronavariant har bredt sig til 33 lande
En kvinde drikker sin kaffe i et usædvanligt mennesketomt område af Istanbul, der i sidste måned indførte et delvist udgangsforbud for at bremse op for smittespredningen. Nu har Tyrkiet konstateret 15 tilfælde af den nye variant blandt personer indrejst fra Storbritannien. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Listen over lande, der har bekræftet den nye coronavariant, vokser hurtigt. Senest har Tyrkiet fundet den.
Mindst 33 lande har konstateret den nye variant af coronavirus, der først spredte sig i Storbritannien.
Det viser en optælling, som avisen New York Times har foretaget.
Tyrkiet er det nyeste land på listen. Her blev der fredag konstateret 15 smittede med den nye variant.
De 15 tilfælde, der nu er bekræftet i Tyrkiet, er fundet blandt personer, der for nylig var indrejst fra Storbritannien. Derfor besluttede Tyrkiet fredag at lukke for fly fra Storbritannien. Det har over 40 andre lande i forvejen gjort.
Varianten er også fundet i store dele af Europa, herunder Danmark, Norge, Sverige og Finland, samt i fjernere lande som USA, Australien, Canada, Pakistan, Libanon, Indien og Kina.
En lignende variant har bredt sig i Sydafrika. Den er fundet i op til 90 procent af de coronaprøver, der er blevet analyseret i Sydafrika siden midten af november, skriver New York Times.
Den nye virusvariant, der er kendt under navnet B.1.1.7., fører tilsyneladende ikke til et mere alvorligt sygdomsforløb eller højere dødelighed.
Men ifølge eksperter kan den være op til 70 procent mere smitsom end den mere almindelige variant.
Myndighederne har indført en omfattende nedlukning i Storbritannien, hvor smittetallet i de seneste dage har sat flere nye rekorder.
Eksperterne mener, at det dels skyldes den nye og mere smitsomme variant, mens dels også at flere bliver testet.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker