Ny forsvarsminister i USA mødes med skepsis i egen lejr

USA's præsident Barack Obama ventes mandag at nominere den tidligere republikanske Nebraska-senator Chuck Hagel til forsvarsministerposten i sin nye regering.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis den 66-årige Hagel bliver godkendt, overtager han chefstolen i Pentagon efter Leon Panetta.

Valget af Hagel kan dog skabe problemer for Obama i Kongressen, da nogle af republikanerens egne partifæller mener, at han ikke oprigtigt støtter Israel, ligesom hans linje over for Iran bliver kritiseret for at være for kompromissøgende.

- Han vil blive den forsvarsminister med den mest fjendtlige indstilling over for Israel i vort lands historie, siger den republikanske senator Lindsey Graham til CNN.

- Hagel er tilhænger af direkte forhandlinger med Iran, og han mener, at Israel bør forhandle med Hamas, en terrorgruppe, der sender tusindvis af raketter ind i Israel, forklarer Graham.

- Han var også en af de 12 senatorer, der nægtede at underskrive et brev til EU om at stemple Hizbollah som en terrororganisation, tilføjer den republikanske senator.

Republikanernes mindretalsleder i Senatet, Mitch McConnell, hyldede i 2009 Hagel for hans klare meninger om national sikkerhed og udenrigspolitik, da Vietnam-veteranen gik af som senator.

Men tonen var en anden, da nomineringen af Hagel blev kendt søndag.

- Jeg vil vente og se, hvordan høringerne går, og hvorvidt Chucks synspunkter stemmer overens med det job, som han skal udføre, siger McConnell til tv-kanalen ABC.

Chuck Hagel er kendt for sin selvstændighed og sin evne til at tale frit fra leveren. Flere republikanere har dog ikke tilgivet ham for at have kritiseret den tidligere præsident George W. Bush for håndteringen af Irak-krigen.

Charles Timothy "Chuck" Hagel, som er født i 1946 i Nebraska, blev første gang valgt til Senatet i 1996. Han genopstillede ikke ved kongresvalget i 2008.

Chuck Hagel giftede sig med Lilibet Ziller i 1985, og de har to børn sammen.

/ritzau/AFP