Ny Hizbollah-leder hævder at have titusinder af krigere klar
På en café i Libanons hovedstad, Beirut, ryger nogle af gæsterne vandpibe, mens de lytter til den nye Hizbollah-chefs tale. Foto: Mohamed Azakir/Reuters
Kort efter Naim Qassems tale gennemførte Israel nye angreb mod Hizbollah i de sydlige forstæder til Beirut.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Hizbollah har titusindvis af "trænede krigere", der er klar til at kæmpe mod Israel, siger den militante bevægelses nye leder, Naim Qassem, i en tale onsdag.
Han siger videre, at Hizbollah ikke forventer, at krigen mod Israel bliver afgjort ved forhandlingsbordet. Det vil ske på slagmarken, fastslår Qassem.
En aftale om våbenhvile er kun mulig, hvis Israel stopper angrebene mod Libanon, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En sådan aftale er i øvrigt helt uafhængig af, hvem der har vundet præsidentvalget i USA, tilføjer Qassem i den tv-transmitterede tale.
Talen bliver holdt, præcis 40 dage efter at Naim Qassems forgænger på posten som øverste leder for Hizbollah, Hassan Nasrallah, blev dræbt i et israelsk luftangreb.
Annonce
Kort efter Qassems tale angreb Israels militær igen Hizbollahs højborg i de sydlige forstæder til Libanons hovedstad, Beirut. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En time tidligere havde militæret advaret indbyggerne i to kvarterer i det sydlige Beirut om at forlade deres hjem.
- I befinder jer ved faciliteter og interesser knyttet til Hizbollah, som Israels militær vil gribe ind overfor i den nærmeste fremtid, skriver en talsmand for Israels militær på det sociale medie X.
Også i området omkring Baalbek, der ligger i det østlige Libanon, har der onsdag været israelske luftangreb.
Her er 30 mennesker dræbt og 35 såret, oplyser guvernør Bachir Khodr ifølge Reuters.
Tidligere onsdag lød sirenerne i den israelske havneby Tel Aviv, hvor indbyggerne søgte i beskyttelsesrum.
Israels militær meddelte ifølge nyhedsbureauet dpa, at Hizbollah havde affyret omkring ti raketter mod byen. De fleste blev skudt ned af Israels luftforsvar.
Der er ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede.
Ved lufthavnen i Tel Aviv slog dele af raketterne ned, rapporterer den israelske tv-station Kanal 13. Det har dog ikke påvirket flytrafikken ind og ud af lufthavnen.
Røg stiger op efter et israelsk luftangreb mod de sydlige forstæder til Libanons hovedstad, Beirut, onsdag. Området er en af Hizbollahs højborge og er blevet angrebet adskillige gange i de seneste uger og måneder. Foto: Mohamed Azakir/Reuters
Ifølge Israels militær har Hizbollah onsdag affyret i alt 120 projektiler mod Israel. Det er ikke oplyst, om der er tale om raketter eller andre former for projektiler.
Annonce
I sin tale onsdag advarer Hizbollah-lederen om, at ingen steder i Israel er uden for gruppens rækkevidde.
Siden oktober 2023, hvor den palæstinensiske Hamas-bevægelse angreb Israel, har Hizbollah dagligt affyret raketter mod Israel.
Siden da er over 60 mennesker blevet dræbt i Hizbollahs angreb mod det nordlige Israel og de besatte Golanhøjder, oplyser israelske myndigheder ifølge BBC.
På libanesisk side er mindst 3050 mennesker dræbt og 13.658 såret siden oktober 2023, meddeler Libanons sundhedsministerium onsdag. Langt størstedelen af dem er blevet dræbt eller såret i de seneste seks uger.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb