Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvem der skal overtage topposten i Den Internationale Valutafond (IMF) efter Dominique Strauss-Kahn, som torsdag trak sig på grund af anklager om et seksuelt overgreb.
Valutafonden er inde i en historisk vigtig periode, efter finanskrisen har tippet flere europæiske økonomier om kuld.
Og det bliver i høj grad den nye IMF-chef, der skal være med til at bestemme disse landes økonomiske fremtid.
- Det store spørgsmål er, om det bliver en europæer, som det plejer, eller om man vælger en fra et af vækstmarkederne, forklarer Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS.
Ifølge ham har der været peget på flere ikke-europæiske kandidater til posten. Blandt andet den mexicanske centralbankchef, den tyrkiske finansminister og en indisk økonom.
- Når vi står i den her mega krise i Europa, så er spørgsmålet, om det er det rigtige signal at sætte en europæer på igen. Eller om man skal tage en udefra, funderer professoren.
Skulle det ende med, at IMF får sin første ikke-europæiske chef, kan det komme til at få store konsekvenser for de gældsplagede lande i Europa.
I øjeblikket er fokus især rettet mod Grækenland, Irland og Portugal, der alle har modtaget hjælpepakker, som IMF har været involveret i.
- Der er der en del, der har peget på, at Strauss-Kahn kender europæisk politik, og måske har været lidt for flink i de betingelser, som lånene til Grækenland har været givet på, påpeger Jesper Rangvid og uddyber:
- Hvis det er rigtigt, at hans krav ikke har været hårde nok, i forhold til, hvad IMF plejer, så vil en ny chef måske stille skarpere krav. Og det kan betyde, at Grækenland ikke får flere lån, eller i hvert fald skal skære endnu hårdere ned.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker