Ny kinesisk vrede over Obama og Dalai Lama

Kina advarer USA's præsident, Barack Obama, mod at mødes med tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, og siger, at det vil underløbe forholdet mellem de to lande.

USA og Kina er i forvejen på kant over salg af amerikanske våben til Taiwan.

Det Hvide Hus i Washington bekræftede tirsdag, at præsident Obama vil mødes med Dalai Lama. Kina anser den tibetanske leder for at være en separatist med Tibets selvstændighed som mål.

Ma Zhaoxu, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, siger onsdag, at regeringen i Beijing "på det mest bestemte modsætter sig, at lederen for USA har kontakt med Dalai (Lama) under ethvert påskud og under enhver form".

Han siger, at præsident Hu Jintao allerede i november under Obamas besøg i Kina gjorde det klart, at man modsætter sig enhver regeringskontakt med Dalai Lama.

Den vrede reaktion fra Kina var ventet, men det samme var reaktionen fra Det Hvide Hus: At mødet mellem Obama og Dalai Lama vil finde sted.

Et møde mellem den amerikanske præsident og Dalai Lama ventes at finde sted i marts.

ritzau/Reuters

/ritzau/

Kinesisk vrede over, at USA bekræfter, at præsident Barack Obama vil mødes med tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama.

Offentliggjort Sidst opdateret