Ny koalitions patruljebåde skal sikre skibsfart i Det Røde Hav
Billedet her, som er udstedt af Houthi-styrkerne i Yemen, viser ifølge gruppen en af dens helikoptere over et fragtskib i Det Røde Hav. (Arkivfoto). Foto: Houthi Military Media/Reuters
Angreb fra Houthi-styrkerne i Yemen får USA til at indlede koalition for at beskytte skibsfart i Det Røde Hav.
USA står i spidsen for et nyt militærsamarbejde i Det Røde Hav, hvor de medvirkende lande skal patruljere havet for at beskytte den internationale skibsfart fra angreb.
Det oplyser USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Samarbejdet er blevet etableret efter angreb fra de iransk støttede Houthi-styrker i Yemen.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger ifølge Reuters, at Danmark vil "deltage" i at hjælpe med sikkerheden, uden at uddybe hvordan.
Et fragtskib, der sejler under liberisk flag, stod fredag i brand i Det Røde Hav, efter at det blev angrebet fra Yemen.
Et dansk skib fra Mærsk var dagen inden blevet mål for et missil. Missilet slog aldrig ned, men rederiet meldte efterfølgende ud, at det ville indstille containerdriften i Det Røde Hav.
- Lande, som gerne vil opretholde de fundamentale friheds- og navigationsprincipper må stå sammen og gå til udfordringen, som udgøres af disse ikkestatslige aktører, der affyrer ballistiske missiler og droner mod fragtskibe fra et væld af lande, som sejler lovligt i internationalt farvand, siger Lloyd Austin i pressemeddelelsen.
Houthi-styrkerne er støttet af Iran og kontrollerer det meste af Yemen, som ligger på den sydligste spids af Den Arabiske Halvø.
Samarbejdet "inkluderer" ifølge forsvarsministeriet Storbritannien, Bahrain, Canada, Frankrig, Italien, Holland, Norge, Seychellerne og Spanien. Danmark er ikke nævnt på listen.
- Dette er en international udfordring, som fordrer et samlet svar. Derfor lancerer jeg i dag etableringen af Operation Velstandens Vogter, siger Austin.
Den amerikanske forsvarsminister er lige nu på besøg i Bahrain, hvor USA's søværn har sit hovedkvarter i Mellemøsten.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker