Ny kompromissøgende regering med få veteraner indsat i Italien
Italiens premierminister, den 55-årige Giuseppe Conte, og hans ny koaltionsregering blev torsdag taget i ed i præsidentpaladset i Rom. Den ventes at være langt mere kompromissøgende over for EU end den tidligere. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Ny regering bestående af syv kvinder og 14 mænd er torsdag taget i ed i præsidentpaladset i Rom.
Italiens nye koalitionsregering, som ventes at være langt mere kompromissøgende over for EU end den tidligere, blev torsdag indsat ved en ceremoni i Rom.
Den består af de tidligere politiske modstandere Femstjernebevægelsen og Det Demokratiske Parti (PD) og ledes af den 55-årige premierminister Giuseppe Conte.
Politiske iagttagere fremhæver, at der vil blive set langt mere konstruktivt på det europæiske samarbejde, end det var tilfældet, da Femstjernebevægelsen regerede sammen med partiet Lega, som konstant harcelerede mod indvandring og EU's budget.
Det Demokratiske Parti sidder på det økonomiske ministerium og ministeriet for europæiske anliggender, mens partiets tidligere premierminister Paolo Gentiloni synes sikker på at blive den næste italienske EU-kommissær.
Conte, som er juraprofessor uden tilhørsforhold til noget politisk parti, har sammensat en regering bestående af syv kvinder og 14 mænd, som torsdag blev taget i ed i præsidentpaladset i Rom.
Der er kun få politiske veteraner i Italiens 67. regering i efterkrigstiden. Conte har øjensynligt lagt mere vægt på ungdom end på politisk erfaring.
- Vi står foran et fint eventyr, sagde uddannelsesminister, Lorenzo Fioramonti, efter regeringens indsættelse.
Indenrigsministeriet, som tidligere blev ledet af Legas leder, Matteo Salvini, er nu underlagt en tidligere embedsmand og specialist i indvandring, Luciana Lamorgese.
Femstjernebevægelsens unge leder, 33-årige Luigi Di Maio, er udenrigsminister i den nye italienske regering.
Legas Matteo Salvini trak sig ud af den koalition i forventning om at udløse et valg. Her ville hans parti stå til markant fremgang.
Hans manøvre slog dog fejl, da Giuseppe Conte fik skabt en ny situation, som fik de to partier, der tidligere var fjender, til at forhandle intensivt om ministerposter og et fælles politisk program.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned