Ny nordirsk leder afviser brexitaftale - og evolutionsteorien
Nordirlands landbrugsminister, Edwin Poots, forlader DUP's hovedkontor i Belfast, efter at han fredag er valgt som ny partileder. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters
Clodagh Kilcoyne/Reuters
Boris Johnsons brexitaftale har vist sig at være en massiv udfordring for Nordirland, siger ny DUP-leder.
Nordirlands største parti, Democratic Unionist Party (DUP), har fredag valgt Edwin Poots som ny leder.
Poots er nordirsk landbrugsminister.
Han vandt over Jeffrey Donaldson i en tæt afstemning om, hvem der skal efterfølge Arlene Foster på posten. Poots fik 19 stemmer og Donaldson 17 stemmer fra DUP's parlamentarikere, skriver britiske BBC.
Partilederafstemningen kommer på et tidspunkt, hvor Nordirland har været rystet af nye uroligheder.
Samtidig er der vrede hos DUP og andre unionister over, at der i forbindelse med brexit er opstået toldbarrierer for handlen med det øvrige Storbritannien.
De handelsbarrierer er en del af den aftale, den britiske premierminister, Boris Johnson, har indgået med EU.
I praksis betyder aftalen, at Nordirland stadig er en del af EU's toldunion og indre marked.
Men aftalen "har vist sig at være en massiv udfordring for os", siger Poots fredag, efter at han er valgt til ny partileder.
- Hvis vi skal kæmpe mod det og sikre, at alle i Nordirland ikke har det værre som følge af aftalen, skal vi gøre det sammen, siger Poots.
DUP indgår i regering med Nordirlands næststørste parti, det nationalistiske parti Sinn Fein.
DUP er fortaler for en tæt tilknytning til resten af Storbritannien, mens Sinn Fein ønsker at genforene Irland og Nordirland.
Arlene Foster træder tilbage som partileder for DUP sidst på måneden, og i slutningen af juni forlader hun også posten som nordirsk førsteminister, skriver BBC.
På forhånd blev Edwin Poots set som favorit til at afløse hende som partileder. Han har dog sagt, at han vil uddelegere posten som førsteminister til en anden, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ud over at den 55-årige minister tilhører den konservative fløj i DUP, når det gælder sociale anliggender, beskrives han også af AFP som en "kreationist". Det indebærer, at han afviser evolutionsteorien og mener, at Gud skabte Jorden for omkring 6000 år siden.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet