Ny rumkapsel er i tidlige problemer på vigtig testtur
Klokken 6.36 lokal tid blev testdukken Rosie sendt af sted i en ny rumkapsel, der i fremtiden skal transportere astronauter til Den Internationale Rumstation. Foto: Thom Baur/Reuters
Thom Baur/Reuters
USA ønsker selv at kunne sende astronauter til Den Internationale Rumstation frem for at få hjælp af Rusland.
En amerikansk rumkapsel med en testdukke ved navn Rosie om bord er fredag sendt af sted mod Den Internationale Rumstation, ISS.
Det bekræfter holdet ved Cape Canaveral i Florida, hvor opsendingen sker.
Opsendingen skete før solopgang fredag morgen klokken 6.36 lokal tid - 12.36 dansk tid - med en Atlas V-raket. Omkring et kvarter efter opsendingen blev rumkapslen frakoblet raketten.
Selv om rumkapslen kom godt afsted, så er der allerede kort efter opsendingen meldinger om problemer. Det er angiveligt proceduren, der skal sende rumkapslen i kredsløb, der ikke er gået som planlagt.
Sådan lyder det på Twitter fra Boeing, der står bag rumkapslen.
Det er en Boeing Starliner-rumkapsel, der fredag blev sendt ud på en efter planen otte dage lang testtur til ISS og tilbage til Jorden.
Ingen mennesker er om bord i rumkapslen i denne omgang.
Ambitionen er dog, at den i fremtiden vil kunne bringe amerikanske astronauter til og fra rumstationen. I dag er amerikanerne afhængige af det russiske Sojus-fartøj, når de skal sende astronauter afsted.
Der er plads til syv astronauter i rumkapslen.
Testdukken Rosie er iklædt en bandana i stil med Rosie the Riveter, som den også er opkaldt efter. Rosie the Riveter var stjernen i en kampagne under Anden Verdenskrig, der skulle rekruttere kvinder til våbenfabrikker.
På en plakat var hun dengang iført den rødhvide bandana og blå overalls, mens hun spænder sin ene overarm og i en taleboble siger "We Can Do It!".
Testdukken er under turen til ISS iført en række sensorer. De vil registrere, om turen også vil være sikker for mennesker at gennemføre.
Efter planen ankommer Starliner-rumkapslen til ISS lørdag og vender tilbage til Jorden den 28. december.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned