Ny sabotage i Paris
Den franske hovedstad er i disse dage værtsby for OL, som umiddelbart ikke er påvirket af brud på kabler. Fransk politi betegner det som sabotage.
Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix
Kabler er klippet over flere steder i Frankrig, skriver franske medier. Politiet betegner det som sabotage
Fibernetværk er blevet "saboteret" seks forskellige steder i Frankrig. Det meddeler fransk politi mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hovedstaden Paris, som er centrum for de olympiske lege, er ikke ramt, tilføjer politiet.
Den formodede sabotage har fundet sted natten til mandag, siger en politikilde til tv-stationen BFMTV.
Det er ifølge tv-stationens oplysninger teleselskabet SFR's kabler, der er blevet klippet over i elskabe.
Det er ifølge avisen Le Parisien sket i seks regioner - Bouches-du-Rhône, Aude, Oise, Herault, Meuse og Drome.
Mandag er der ikke tegn på, at OL og arrangørerne af den store sportsbegivenhed er påvirket af den formodede sabotage, skriver avisen.
Det er endnu uvist, hvor mange telekunder, der er berørt.
Meldingen kommer tre dage efter, at franske jernbaner blev udsat for brandangreb.
Disse angreb fandt sted tidligt fredag morgen på dagen for åbningsceremonien ved de olympiske lege i Paris.
Det skabte store trafikale udfordringer for hundredtusinder af mennesker.
En person blev anholdt søndag, meddeler den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, mandag. Ifølge ministeren er der tale om en "militant" fra den yderste venstrefløj.
OL finder primært sted i Paris, men flere arrangementer bliver også holdt andre steder i Frankrig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned