Ny spansk leder taget i ed uden hånden på Biblen
Den 46-årige Pedro Sanchez, der er økonom, blev lørdag taget i ed som ny premierminister af kong Felipe VI i Zarzuela Paladset nær Madrid. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Lederen af det spanske socialistparti, Pedro Sanchez, er lørdag formelt indsat som ny premierminister.
Lederen af det spanske socialistparti, Pedro Sanchez, blev lørdag taget i ed som ny premierminister, efter at en historisk mistillidsdagsorden i parlamentet fredag fældede den hidtidige konservative regeringsleder, Mariano Rajoy.
Den 46-årige Sanchez er økonom og har ingen erfaring fra tidligere ministerposter. Men han har fået et opsigtsvækkende comeback til toppolitik og blev lørdag taget i ed af kong Felipe VI i Zarzuela Paladset nær Madrid.
Sanchez blev som den første spanske premierminister taget i ed uden at lægge hånden på Biblen eller et krucifiks.
Han ventes i de kommende dage at danne en regering.
Han skal stå i spidsen for den fjerdestørste økonomi i eurozonen på et tidspunkt, hvor EU står over for store og vanskelige opgaver.
Blandt dem er Storbritanniens udtræden af EU og politiske spændinger på kontinentet over de titusinder af migranter, der via Nordafrika kommer til Europa.
Sanchez lover at rette op på sociale skævheder, der er opstået under flere års økonomiske nedskæringer.
Spanien var et af de lande i EU, der blev hårdest ramt af finanskrisen i 2008.
Rajoy nåede mere end seks år som premierminister. Det er første gang, siden Spanien blev et demokrati i anden halvdel af 1970'erne, at en siddende premierminister stemmes ud af embedet.
Han faldt som følge af en korruptionsskandale, der havde forgreninger til hans konservative parti, PP.
- Det har været en ære at efterlade Spanien i en bedre tilstand, end den jeg modtog landet i, sagde han til parlamentets medlemmer.
I modsætning til Rajoy, der valgte en hård kurs over for Cataloniens separatister og ønsket om uafhængighed, så har Sanchez lovet en åben dialog med den nye catalanske regionalpræsident, Quim Torra.
Ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet