Nye gadekampe i Athen forud for afstemning

Gadekampene mellem demonstranter og politi i Athen eskalerer onsdag forud for afstemningen i det græske parlament om en omstridt spareplan, der skal sikre landet nye lån hos dets kreditorer, så det undgår en statsbankerot.

På andendagen af en 48 time lang generalstrejke er demonstranter samlet omkring parlamentsbygningen, og politi gik allerede tidligt på morgenen ind for at opløse en demonstration i det centrale Athen.

- Det er dem eller os. Den ny budgetplan og aftalerne med EU og IMF vil ødelægge vores land. Det vil flå indvoldene ud af arbejderne, de arbejdsløse og vores børn, siger en 40-årig advokat, Rena Nenedaki.

Der er sammenstød adskillige steder mellem mindre grupper af demonstranter og politiet.

En gruppe aktivister, der bærer masker, går til angreb på en snes politifolk, som blokerede en gade op til parlamentsbygningen. Demonstranterne medbringer farligt fyrværkeri, sten og metalgitre. Politiet svarer igen med tåregas.

- Regeringen vil falde. Det håber jeg. Det ville udløse valg, og det vil gøre dette til en stor dag for Grækenland, siger en økonomistuderende, Alexandros.

Premierminister George Papandreous socialister har et flertal på fem mandater i parlamentet, som i to omgange skal stemme om en spareplan på 113 milliarder kroner.

Pengene skal hentes gennem offentlige nedskæringer, skattestigninger og salg af offentlig ejendom frem til udgangen af 2015.

En eller flere af Papandreous partifæller ventes at stemme mod planen ved afstemningen, der afventes med spænding i de øvrige EU-lande. Den vil formentligt første begynde ud på eftermiddagen.

- De 300 medlemmer af det græske parlament står overfor at skulle træffe en afgørelse, som har afgørende betydning for ikke blot den græske befolkning, men for eurozonen og for verdensøkonomiens stabilitet.

Det siger EU's præsident, Herman Van Rompuy, i en henvendelse til de 300 medlemmer af det græske parlament.

/ritzau/AFP

Aftaler med EU og IMF vil ødelægge vores land, siger demonstranter på D-dagen for Grækenlands økonomi.

Offentliggjort Sidst opdateret