Nye israelske luftangreb rammer Beirut
Eksplosion i Beiruts sydlige forstæder sent søndag. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Først blev borgere bedt om at forlade områder i Beirut. Så var der ifølge medier israelske angreb.
Der er søndag aften igen israelske angreb i de sydlige forstæder af Libanons hovedstad, Beirut.
Det rapporterer libanesiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Fjendtlige bombefly har rettet to angreb mod de sydlige forstæder, skriver Libanons statslige nyhedsbureau NNA.
Meldingen kommer, kort efter at Israels hær har bedt borgere i det sydlige Beirut - hvor Hizbollah står stærkt - om at forlade flere områder.
En korrespondent fra AFP siger, at hendes vinduer rystede efter et af angrebene, mens en anden hørte høje eksplosioner.
Livevideo fra AFP viser fire angreb - to førte til store eksplosioner.
Tidligt søndag aften udstedte militærtalsmand Avichay Adraee en "hasteadvarsel til borgere i de sydlige forstæder Burj al-Barajneh og Hadath". De skulle forlade områderne.
- Du befinder dig nær Hizbollah-faciliteter og interesser, og IDF (den israelske hær, red.) vil foretage operationer mod dem i den nære fremtid, sagde han i en meddelelse på det sociale medie X.
Der har været angreb mod det sydlige Beirut flere dage i træk.
Både natten til søndag og søndag morgen var netop de sydlige forstæder udsat for angreb, der af NNA blev omtalt som de hidtil mest voldsomme bombardementer mod de sydlige forstæder.
Israel har efter næsten daglig beskydning over grænsen til Libanon skruet markant op for sin offensiv mod Hizbollah, som er Irans vigtigste allierede i regionen.
Israel har foretaget en lang række luftangreb og en invasion på landjorden i det sydlige Libanon.
Over 2000 er blevet dræbt i løbet af næsten et års kampe, har det libanesiske sundhedsministerium oplyst søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Langt de fleste er døde i de seneste ugers kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker