Nye kampe er brudt ud i Etiopiens krigsplagede region

Oprørsstyrke hævder at have indtaget flere byer i Tigray. Etiopiens hær afviser og kalder det falske nyheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kampe mellem oprørere og regeringsstyrker er igen blusset op i Tigray-provinsen i det nordlige Etiopien.

Det skriver BBC.

Etiopiens militær afviser en påstand fra oprørsstyrken Tigray Defence Force (TDF), om at den har indtaget flere byer og kalder det "falske nyheder".

Personer i regionen bekræfter over for det britiske medie, at krigere fra TDF er set patruljere i flere byer.

En talsmand for oprørerne siger, at TDF i sidste uge indledte angreb på adskillige byer.

Øjenvidner oplyser til BBC, at oprørsstyrker befinder sig i den strategisk vigtige by Adigrat, der ligger 45 kilometer fra grænsen til nabolandet Eritrea.

Krigere fra TDF er også observeret i adskillige byer både syd og nord for regionens hovedstad, Mekelle.

En talsmand for Etiopiens hær bekræfter, at der pågår kampe. Men han afviser, at oprørerne har erobret byer, sikret sig militært udstyr fra regeringsstyrkerne eller taget soldater til fange.

Ifølge BBC er de aktuelle kamphandlinger de mest alvorlige siden november, da Etiopiens regering hævdede at have trukket sig sejrrigt ud af konflikten.

Alligevel er kampene fortsat i større eller mindre omfang.

Siden stridigheder i Tigray brød ud i 2020 mellem parterne, er tusindvis af civile blevet dræbt, og over to millioner er fordrevet fra deres hjem.

I begyndelsen af juni advarede FN's chef for humanitære anliggender, Mark Lockwood, om, at der var mangel på føde i Tigray, og at det ville blive endnu værre.

Omkring fem millioner mennesker i Tigray har behov for fødevarehjælp og over 350.000 er truet af hungersnød.

Etiopien afholdt mandag i denne uge parlamentsvalg, men i Tigray må vælgerne vente på ubestemt tid med at stemme på grund af sikkerhedssituationen i området.