Nye kampe i Somalia koster civile livet

Mindst 21 civile er dræbt under blodige kampe mellem regeringssoldater og muslimske oprørere i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Uroen begyndte, da regeringssoldater med hjælp fra den afrikanske FN-styrke, Amisom, gik til angreb på militante muslimer for at genvinde flere områder i Mogadishu.

Kampene tog hurtigt til i styrke, og mange civile blev fanget i krydsilden.

En talsmand for den somaliske regering siger, at soldaterne gjorde fremskridt og genvandt kontrollen over flere bydele.

De militante muslimer, der især kommer fra den al-Qaeda-inspirerede bevægelse Shebab har i den seneste måned sat den svage regering og hær under pres og indtaget centrale dele af hovedstaden.

Læger siger, at 21 omkom under de første fire timers kampe. Det ventes, at antallet af dræbte er højere, da redningsmandskab endnu ikke har været gennem alle kampområder i byen.

Desuden siger militærkilder, at kampene fortsatte, efter at mørket sænkede sig over Mogadishu.

/ritzau/

Blodige sammenstød mellem soldater og muslimske oprørere i Somalias hovedstad, Mogadishu, koster mindst 21 civile livet.

Offentliggjort Sidst opdateret