Nye rester af New York-terrorofre fundet

Efter fornyet gennemgang af murbrokker fra terrorangrebet i New York 11. september 2001, har retsmedicinske eksperter fundet yderligere 72 menneskelige rester. Det oplyser New Yorks Retsmedicinske Kontor til tv-stationen ABC News.

Som følge af de menneskelige resters tilstand og størrelse skønner retsmedicinerne, at der er gode chancer for, at dna-prøver kan fastslå hvem de stammer fra. Af de næsten 3000 mennesker, der blev dræbt ved terrorangrebet på World Trade Center, er der ikke fundet eller identificeret menneskelige rester af omkring 1000.

I begyndelsen af april begyndte retsmedicinerne minutiøst at gennemgå 645 kubikmeter murbrokker fra terrorangrebet, der endnu ikke havde været undersøgt. Arbejdet er nu tilendebragt, og New Yorks Retsmedicinske Kontor siger, at der blev fundet 72 nye menneskelige rester.

Retsmedicinere, antropologer og andre eksperter har stået for gennemgangen af murbrokkerne. Dette er sket på et afspærret område på Staten Island.

 Tidligere undersøgelser af ruinbjerget fra det sammenstyrtede World Trade Center har fremdraget 1772 rester af mennesker, hvoraf mange af dem kommer fra allerede identificerede ofre.

/ritzau/

Yderligere 72 menneskelige rester fra ofre for terrorangrebet på World Trade Center fundet blandt de gamle murbrokker.

Offentliggjort Sidst opdateret