Nye uroligheder bryder ud i Malawi

Det kom fredag til nye sammenstød i det lille sydøstafrikanske land Malawi, da politi og sikkerhedsstyrker forhindrede en begravelse af syv demonstranter, der blev dræbt under uroligheder torsdag. Det siger øjenvidner.

Politiet greb ind i den nordlige by Mzuzu, hvor der var omfattende sammenstød og ballade både onsdag og torsdag.

- Vi blev stoppet af myndighederne, da vi ville begrave syv helte, siger Moses Mkandawire, der er leder for en lokal kirke.

Lignende begravelser er planlagt i Blantyre, der er landets finansielle hovedby, og i hovedstaden Lilongwe.

Under urolighederne onsdag og torsdag greb politiet ind med tåregas, vandkanoner og knipler.

Uroen skyldes angiveligt voksende vrede over, at der mangler benzin over hele landet, og at priserne på dagligvarer stiger med rekordfart.

I alt er 18 personer omkommet under uroen i landet de seneste tre dage. Politiet siger, at godt 275 personer er anholdt under uroen, der er vendt mod præsident Bingu wa Mutharika, som anklages for at køre landets økonomi i sænk.

/ritzau/AFP

Myndighederne i Malawi forhindrer begravelse af dræbte demonstranter. Nye uroligheder er brudt ud.

Offentliggjort Sidst opdateret