Tre formodede nynazister, der i Tyskland sættes i forbindelse med drabet på 10 indvandrere, var ikke alene om drabene, men fik hjælp af andre.
Det fortæller ledere af den tyske efterretningstjeneste til den tyske forbundsdags efterretningskomité tirsdag.
De nye oplysninger offentliggøres af socialdemokraten Thomas Oppermann, der er formand for forbundsdagens efterretningskomité.
- Der er beviser for, at de tre har fået hjælp fra andre. Mere kan jeg ikke sige af hensyn til efterforskningen. Men hjælperne eftersøges nu af politiet, og de skal straffes hårdt, siger Thomas Oppermann.
Afsløringen i weekenden af, at tre tyske nynazister har stået bag 10 uopklarede drab på indvandrere siden 2000, har skabt bestyrtelse og medført krav om, at den tyske efterretningstjeneste skal ses grundigt efter i sømmene.
Politikere og medier har rejst kritik af, at hverken politiet eller efterretningstjenesten har været i stand til at opklare drabene, og der er frygt for, at nynazisterne er blevet beskyttet af dele af efterretningstjenesten eller politiet.
Det var den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, der søndag for første gang erkendte, at en stribe mord på udlændinge og likvideringen af en kvindelig betjent er begået af en højreorienteret terrorgruppe.
Afsløringen har skabt frygt i det tyrkiske samfund i Tyskland. Otte af de dræbte er tyrkere.
To mænd og en kvinde er i første omgang udpeget som gerningsmændene til drabene.
Det afgørende gennembrud i sagen kom efter et bankrøveri i den østtyske by Eisenach.
To formodede bankrøvere blev forrige fredag fundet døde i en autocamper nær Eisenach. I autocamperen fandt politiet to politipistoler, hvoraf en tilhørte den kvindelige betjent, som blev likvideret i 2007.
Siden viste det sig, at mændene i flere år boede sammen med en kvinde i Zwickau, 180 kilometer øst for Eisenach. I deres lejlighed fandt politiet drabsvåbnet til flere af de andre 10 drab.
Den mistænkte kvinde er anholdt.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker