Nyopdaget virusvariant i New York udgør 12 procent af smittede
En ny variant af coronavirus, der er blevet opdaget i New York, skaber bekymring, da flere undersøgelser tyder på, at den er mere resistent over for de eksisterende vacciner. (Arkivfoto) Foto: Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix
Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix
Undersøgelser har antydet af New York-varianten er mere smitsom og mere resistent over for nogle vacciner.
En ny variant af coronavirusset, der minder om den variant, der først blev opdaget i Sydafrika, spreder sig i New York.
Det fortæller forskere ved Columbia University.
Den nye variant, der er kendt som B. 1.526, blev først opdaget i november i den amerikanske delstat. I midten af februar udgjorde den 12 procent af alle smittetilfælde i staten.
Flere undersøgelser har antydet, at New York-varianten ligesom varianter, der først blev opdaget i Sydafrika og Brasilien, er mere smitsom og mere resistent over for de eksisterende vacciner.
Varianten er også beskrevet i en forskningsartikel fra California Institute of Technology. Ingen af undersøgelserne er blevet fagfællebedømt endnu.
Forskerne fra Columbia University siger, at analyser af offentlig tilgængeligt data tyder på, at der ikke er mange tilfælde af den sydafrikanske og brasilianske variant i prøver fra New York og de omkringliggende områder.
- I stedet fandt vi et højere antal af denne hjemmeavlede afstamning af coronavirusset, siger Anne-Catrin Uhlemann, en af forskerne, i en udtalelse.
Forskerne siger, at den største bekymring i forhold til varianten i New York er en mutation i et område af virussets spikeprotein, kaldet E484K.
Mutationen er til stede i alle tre varianter. Studier har før vist, at E484K giver nedsat følsomhed for antistoffer.
Nedsat følsomhed for antistoffer giver en bekymring for vacciners effekt på denne variant og for risikoen for at blive smittet igen.
Undersøgelser har dog vist, at de nyudviklede vacciner sandsynligvis stadig neutraliserer virusset og beskytter mod alvorlig sygdom.
Flere medicinalselskaber er også gået i gang med at udvikle såkaldte booster-vacciner, der specifikt bliver lavet til at skulle beskytte mod nye mutationer af virusset.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned