Nyt droneangreb dræber to mere i Pakistan
Et angreb fra et førerløst amerikansk fly, en såkaldt drone, dræber søndag to militante i den pakistanske oprørsregion Nordwaziristan, tæt på grænsen til Afghanistan, oplyser pakistanske sikkerhedsmyndigheder.
Det var det andet raketangreb i løbet af få timer i Shawai-distriktet i Nordwaziristan-regionen, som betragtes som en bastion for militante med tilknytning til al-Qaeda og Taliban.
Et tidligere angreb søndag dræbte fire oprørere i området.
- Mindst to militante er blevet dræbt og to andre såret, da en amerikansk drone affyrede to raketter på samme sted som morgenens angreb fandt sted, hvor militante var i færd med at fjerne vragene af deres to ødelagte køretøjer, siger en sikkerhedsofficer.
En anden sikkerhedsofficer bekræfter angrebet og ofrene.
Angrebene har fundet sted, mens folk i den dybt religiøse region fejrer den muslimske fest Eid al-Fitr, der markerer afslutningen på ramadanen. Det er det femte droneangreb siden begyndelsen på den religiøse fastemåned.
Angreb fra ubemandede amerikanske fly er særdeles upopulære i Pakistan, der siger, at de krænker landets suverænitet og puster til modstanden mod USA. Men det amerikanske militær mener, at angrebene er for vigtige til bare at indstille.
USA beskylder militante i Pakistan for at stå bag blodige angreb i Afghanistan, mens man i Pakistan ser de amerikanske angreb på landet som udtryk for en afledningsmanøvre for USA's fallit i den mere end 10 år lange krig mod Taliban i Afghanistan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde