Nyt middel sænker coronapatienters behov for respirator markant
Nyt præparat har vist sig særdeles effektivt for coronapatienter med lungebetændelse, oplyser selskab fredag.
Medicinalselskabet Roche hævder at have udviklet et effektivt præparat til patienter med covid-19, der får lungebetændelse.
Det oplyser selskabet, der har hovedsæde i Schweiz, fredag i en pressemeddelelse.
Ifølge Roche vil patienter, der får midlet efter at have udviklet lungebetændelse, have 44 procent mindre risiko for at få brug for en respirator eller i sidste ende dø af sygdommen.
Selskabet henviser til resultatet af en såkaldt fase 3-test, der er blevet gennemført i en lang række lande, heriblandt USA.
- Studiet viste, at Actemra/RoActemra (lægemidlet, red.) kan reducere behovet for respiratorer for patienter med covid-19-relateret lungebetændelse.
Det siger Roches chef for produktudvikling, Levi Garraway, i en meddelelse.
Roche vil nu dele resultaterne med myndighederne - blandt andet USA's lægemiddelstyrelse, FDA.
Det er første gang, at der er gennemført et globalt fase 3-studie, hvor der har været særligt fokus på patienter fra forskellige minoritetsgrupper.
Ifølge Roche er disse grupper ofte underrepræsenteret i kliniske test. Samtidig har minoritetsgrupper været særligt udsatte for smitte under den globale pandemi.
De fleste deltagere i studiet havde latinamerikansk baggrund. Et stort antal sorte og indfødte amerikanere deltog også i testene, oplyser Roche.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker