Nyt snusk plager Sarkozy

Nye snuskede oplysninger om personer i Nicolas Sarkozys inderkreds sår tvivl om, hvorvidt den franske præsident kan genvinde præsidentembedet.

Denne gang er det beskyldninger om, at forloveren ved Sarkozys bryllup har været involveret i svindel i en sag om bestikkelse i forbindelse med en våbenhandel.

Kun syv måneder før, at Sarkozy vil bede franskmændene om at give ham endnu fem år i præsidentpaladset, er forloveren, Sarkozys nære ven Nicolas Bazire, blevet sigtet for svindel.

Bazire er kun den seneste af Sarkozys venner og allierede, der er kommet i søgelyset for at have begået forbrydelser.

Påstandene om, at præsidentvalgkampen til fordel for Sarkozys mentor, Edouard Balladur, i 1995 blev finansieret af en kontrakt med Pakistan på en undervandsbåd, kommer, efter at medlemmer af præsidentens parti er blevet beskyldt for at have fået kasser fyldt med kontanter af afrikanske ledere og brune konvolutter med kontanter fra en milliardærarving.

Forretningsmanden Bazire, der var forlover ved Sarkozys bryllup med supermodellen Carla Bruni i februar 2008, blev anholdt onsdag og forhørt natten til torsdag, hvorefter han blev sigtet.

En anden af Sarkozys allierede, Thierry Gaubert, blev sigtet onsdag i Pakistan-sagen. Begge mænd mistænkes for at have "misbrugt offentlige midler" og risikerer at blive retsforfulgt.

Anklagemyndigheden mistænker mellemmænd for at have betalt store beløb i bestikkelse i forbindelse med den pakistanske kontrakt under valgkampen i 1995, hvor Sarkozy var talsmand for Balladur.

Den 54-årige Bazire var leder af Balladurs valgkamp. Gaubert arbejdede for Sarkozy, da han var borgmester i Paris-forstaden Neuilly.

/ritzau/AFP

Endnu en person i Sarkozys inderkreds er kommet i politiets søgelys. Denne gang er det forloveren.

Offentliggjort Sidst opdateret