Nyt udspil om Guantanamo fra Det Hvide Hus

Det Hvide Hus er ved at gøre klar til at formalisere en bestemmelse, der gør det muligt at tilbageholde nogle fanger på ubestemt tid på den amerikanske flådebase ved Guantanamo i Cuba.

Men de nye regler vil give de tilbageholdte fanger mulighed for at gøre indsigelser og få behandlet deres sager.

Den nye ordre kommer til at gælde for fanger, der er mistænkt for at være terrorister, og som anses for at være for farlige til at løslade eller som ikke kan stilles for retten.

Et udkast til de nye bestemmelser er udarbejdet, siger kilder hos Obama-præsidenten, men præsidenten har endnu ikke fået dem forelagt. Dokumentet, som er blevet delvist offentliggjort af avisen The Washington Post, medfører, at der periodevis tages stilling til de tilbageholdtes sager.

Flere juridiske eksperter siger, at bevismateriale mod mange topterrorister måske ikke vil blive tilladt ved traditionelle domstole, fordi det kan være opnået ved tortur eller er upålideligt eller måske omfatter hemmelige informationer.

Præsident Barack Obama er under pres for at lukke Guantanamo, da han under præsidentvalgkampen i 2008 lovede at få detentionscentret nedlagt inden for et år.

Obama sagde imidlertid i maj 2009, at det måtte være muligt at skabe forsvarlige og lovlige vilkår for de terrormistænke, som anses for at være farlige.

USA tilbageholder fortsat 174 terrormistænkte i Guantanamo. Omkring 35 af dem ventes retsforfulgt ved enten civile eller militære domstole i USA. Republikanerne kræver imidlertid, at retssagerne finder sted i Guantanamo.

Obama-administrationen har endnu ikke fået fastlagt, hvordan de terrormistænkte Guantanamo-fanger kan retsforfølges, herunder også Khalid Sheikh Mohammad, som er anklaget for at være hjernen bag terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

/ritzau/Reuters

Obama vil skabe forsvarlige vilkår for Guantanamo-fanger

Offentliggjort Sidst opdateret