Michael Jackson medicinerede sandsynligvis ikke sig selv med det kraftige bedøvelsesmiddel propofol, som forårsagede sangerens død i juni 2009.
Det vurderede den læge, der obducerede Jacksons lig, i et vidneudsagn tirsdag, da sagen mod Jacksons læge Conrad Murray blev genoptaget.
Conrad Murray er anklaget for uagtsomt manddrab. Han står til fire års fængsel, såfremt han erklæres skyldig ved retten i Los Angeles.
I sit vidneudsagn fortalte obduktionslægen Christopher Rogers, at han fastslog Jacksons død som manddrab.
Murray har afvist anklagerne mod ham, men har indrømmet, at han gav Jackson propofol, der typisk anvendes til at bedøve patienter med inden en operation.
Murrays advokater hævder, at Jackson selv forårsagede sin død, fordi han indtog en dosis propofol, mens Murray var på toilettet nogle få minutter.
- Omstændighederne understøtter efter min vurdering ikke selvmedicinering af Propofol. sagde Rogers. Jackson ville ikke kunne nå at medicinere sig selv i løbet af de to minutter, hvor Murray ikke var til stede i soveværelset, ifølge Rogers.
Krydsforhørt af Murrays forsvarsadvokater erkendte Rogers dog, at mængden af propofol i Jacksons blod var for højt til, at det udelukkende kunne forklares med den dosis på 25 milligram, som Murray ifølge sin egen forklaring gav Jackson.
Men uanset hvad, så var det en dårlig idé at fylde sangeren med bedøvelsesmidlet.
- Jacksons problem var, at han ikke kunne sove, og i sådan en situation er det ikke tilrådeligt at anvende propofol, sagde Rogers.
Retssagen mod Conrad Murray fortsætter de kommende dage.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker