Nyvalgt pave har kritiseret J.D. Vances tanker om kærlighed
Den første amerikanske pave nogensinde har været uenig med den nuværende vicepræsident. Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Mens Trump lykønsker pave, står det klart, at paven tidligere har kritiseret vicepræsident J.D. Vance.
Den amerikanske kardinal Robert Francis Prevost, som torsdag er blevet valgt som ny pave, har tidligere kritiseret den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance.
Prevost, der nu hedder pave Leo XIV, er således ikke enig i Vances tanker om kærlighed til andre.
- J.D. Vance tager fejl: Jesus beder os ikke om at rangere vores kærlighed til andre, skrev Prevost på det sociale medie X i februar.
Det var et svar på Vance-udtalelser til Fox News i januar, hvor vicepræsidenten sagde:
- Der er et kristent koncept om, at man elsker sin familie, så elsker man sin nabo, og så elsker man sit lokalsamfund og så sine medborgere, og efter det prioriterer man resten af verden.
- En stor del af det yderste venstre har vendt det helt på hovedet.
Leo XIV er den første amerikanske pave nogensinde, og den amerikanske præsident, Donald Trump, har kort efter udpegningen af paven lykønsket ham.
Blot få dage tidligere havde Trump selv vakt forargelse blandt katolikker med et billede af sig selv som pave skabt af kunstig intelligens.
- Tillykke til kardinal Robert Francis Prevost, der netop er blevet valgt til pave, skriver Trump på Truth Social.
- Det er en stor ære at indse, at han er den første amerikanske pave. Sikke en glæde og sikke en stor ære for vores land, fortsætter præsidenten og skriver, at han glæder sig til at møde paven.
Det var 3. maj - mens katolikker stadig sørgede over pave Frans' død - at Trump delte et billede af sig selv i hvide paveklæder med pegefingeren rettet mod himlen og et guldkors om halsen.
Billedet, som var skabt med kunstig intelligens, blev også delt af Det Hvide Hus.
Langtfra alle tog godt imod det.
I et opslag på X skrev New York State Catholic Conference, der repræsenterer biskopperne, at Trump ikke skal gøre grin med dem.
- Der er intet klogt eller sjovt ved dette billede, hr. præsident.
- Vi har lige begravet vores elskede pave Frans, og kardinalerne skal netop til at indtræde i et højtideligt konklave for at vælge en ny efterfølger til sankt Peter. Lad være med at gøre grin med os, lød det fra biskopperne.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker