Obama advarer imod orkanen Irene

Forbered jer på orkanen. Nu.

USA's præsident, Barack Obama, advarer i direkte vendinger amerikanerne i det østlige USA om, at de skal tage truslen fra orkanen Irene alvorligt.

Alt tyder på, siger Obama, at Irene bliver "en historisk" orkan, en "ekstremt farlig" orkan.

- Hvis du befinder dig på den kurs, som orkanen ventes at tage, så må du træffe dine forholdsregler nu, sagde Obama sidste på eftermiddagen fredag dansk tid ved sin feriebolig i Marthas Vineyard nær Boston.

- Hvis du har fået besked på at komme væk, så vær venlig at komme væk, sagde han.

Omkring 55 millioner amerikanere kan ifølge USA's myndigheder være i farezonen, da de befinder sig i eller nær den ventede orkankurs fra North Carolina til Cape Cod på østkysten.

Det ventes, at de første vindstød og den første regn fra orkanen rammer USA fredag, mens orkanen så går i land lørdag.

USA's østkyst er seks timer efter Danmark.

Titusindvis af mennesker evakueres, og storbyer som New York og Washington forbereder sig på, at de kan blive ramt af Irene.

/ritzau/Reuters

USA's præsident advarer amerikanerne om, at de skal tage truslen fra orkanen Irene meget alvorligt.

Offentliggjort Sidst opdateret