Obama ærer skudofre med stilhed

USA's præsident, Barack Obama, holdt mandag et minuts stilhed for at mindes ofrene for skyderiet i Arizona lørdag.

Præcis klokken 11.00 lokal tid (17.00 dansk tid) trådte præsidenten og hans kone, Michelle Obama, ud af Det Hvide Hus og gik et par skridt frem til plænen uden for bygningen.

Her sænkede de begge hovederne, mens det eneste, der hørtes, var den dæmpede lyd af en klokke.

Efter at have holdt et minuts stilhed gik de begge ind i Det Hvide Hus igen uden at kommentere lørdagens tragedie.

Også uden for Kongressen holdt politikere og ansatte en kort mindehøjtidelighed for de dræbte.

Seks personer blev dræbt og 14 såret ved skyderiet i Tucson, Arizona.

Blandt de sårede er kongresmedlemmet Gabrielle Giffords, som holdt vælgermøde, da den 22-årige Jared Lee Loughner affyrede i alt 31 skud mod hende og andre tilstedeværende.

Han fremstilles senere mandag for en dommer.

/ritzau/AFP

Præsidentparret mindes de dræbte ved lørdagens skyderi i Arizona med et minuts stilhed foran Det Hvide Hus.

Offentliggjort Sidst opdateret