Der er mere end et år til det amerikanske præsidentvalg, men det forhindrer ikke præsident Obama i at angribe republikanerne i forhold til jobskabelse, som formentlig bliver hovedtemaet i valgkampen.
En dag efter at Obama indrømmede, at han ser sig selv som underdog i præsidentvalget, er den amerikanske leder draget til Texas for at indsamle penge til sin kampagne og at irritere sine republikanske fjender i Kongressen.
Eric Cantor, den republikanske leder i Repræsentanternes Hus, får en hård medfart af Obama på grund af modstanden mod præsidentens 2500 milliarder kroner store jobplan, der skal skabe beskæftigelse i både den private og offentlige sektor.
Obama havde fundet et citat frem fra det republikanske præsidentikon Ronald Reagan, hvor den tidligere leder foreslår at hæve skatterne for USA's millionærer. Det blev brugt som afsæt til at håne republikanerne på hjemmebanen i Texas.
- Send i det mindste jobplanen til afstemning, så hele landet ved, hvad medlemmerne af Kongressen mener, siger Obama i Mesquite, Texas.
- Jeg vil gerne have, at hr. Cantor kommer her ned til Dallas og forklarer, hvad der er i denne jobplan, som han ikke tror på, siger præsidenten.
- Kom og fortæl de små erhvervsdrivende og arbejderne i dette samfund, hvorfor du hellere vil forsvare skattelettelser til folk, der ikke har brug for dem, til millionærer i stedet for skattelettelser til middelklassen, siger Obama.
Republikanerne forsvarer sig med, at Obama ikke kan forvente, at han kan få gennemført al sin politik med et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus.
- Præsident Obama er nødt til at forstå, at hans "min måde eller ingenting"-tilgang simpelthen ikke fungerer... specielt ikke i lyset af hans forfærdelige resultater på jobområdet, siger Eric Cantors talsmand, Brad Dayspring.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker