Obama: Begrænset tålmodighed med Iran

USA's præsident, Barack Obama, siger, at Iran har fået et klart og forenet budskab fra det internationale samfund og må tage konkrete skridt i striden om landets atomprogram.

- Iran må give uhindret adgang til inspektører fra Det Internationale Atomenergiagentur til landets andet atomanlæg inden for to uger, siger den amerikanske præsident.

Han understreger samtidig, at USA ikke har ubegrænset tålmodighed over for Iran, og at presset mod Teheran vil blive optrappet, hvis det viser sig, at de iranske forhandlinger er på skrømt og har til formål at splitte det internationale samfund.

Obamas udtalelser kommer efter, at Iran ved et møde i Geneve var gået med til, at give FN's inspektører adgang til et atomanlæg under opførelse.

Tidligere havde repræsenter fra vestlige lande udtrykt forbeholden optimisme efter drøftelserne i Iran. De seks stormagter, der deltager i forhandlingerne om Irans omstridte atomprogram, tæller foruden USA Kina, Tyskland, Rusland, Storbritannien og Frankrig.

Den iranske udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, fastslår også, at atomforhandlingerne mellem Iran og seks stormagter i Geneve fandt sted i en "konstruktiv" atmosfære.

Mødet i Geneve bød blandt andet på et sjældent møde mellem USA's viceudenrigsminister William Burns og Irans forhandlingsleder Saeed Jalili. Det var første gang i 30 år, at der fandt et direkte bilateralt møde sted mellem USA og Iran.

/ritzau/Reuters

Præsident Barack Obama siger, at Iran må tage konkrete skridt i striden om landets atomprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret