Obama: Det værste er langtfra overstået

Den økonomiske krise er først overvundet, når amerikanerne kommer i arbejde igen, siger USA's præsident, Obama, i sin ugentlige radiotale.

Præsident Barack Obama advarede lørdag sine amerikanske landsmænd om, at der endnu vil gå flere måneder, inden USA's økonomi har overvundet recessionen og kommer til hægterne igen oven på den globale krise.
Nye reviderede nøgletal viser, at bruttonationalproduktet i verdens største økonomi i andet kvartal kun skrumpede med cirka en procent mod et minus på 6,4 procent i årets første tre måneder.
Men selv om der altså er grund til "forsigtig optimisme", mener præsidenten, at det først for alvor lysner, når amerikanerne igen kommer i arbejde.
- Der vil gå rigtig mange måneder endnu, indtil vi har gravet os selv ud af recessionen. En recession, der er værre, end nogen havde troet. Og når vi i næste uge får de nye ledighedstal, vil de sandsynligvis vise, at vi fortsat mister alt for mange job i dette land. Jeg tror, at vi ikke kommer til hægterne så længe, som vi bliver ved med at miste job, siger Obama i sin ugentlige radiotale.
Arbejdsløsheden i USA er i øjeblikket oppe på 9,6 procent og dermed på det højeste niveau i 26 år.
Dog hæfter præsidenten sig ligesom en række eksperter ved, at økonomien på det seneste har klaret sig bedre end ventet, hvilket han blandt andet tilskriver de gigantiske hjælpepakker, som hans regering har vedtaget.


/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret