Obama diskuterer Egypten med Saudi-konge

Den amerikanske præsident, Barack Obama, understregede behovet for meningsfyldte og vedvarende politiske reformer i Egypten, da han tidligt torsdag diskuterede situationen i landet med den saudiarabiske kong Abdullah.

- Præsidenten talte i dag med kong Abdullah af Saudi-Arabien om situationen i Egypten, skriver Det Hvide Hus i en meddelelse.

- Præsidenten lagde vægt på nødvendigheden af at tage øjeblikkelige skridt mod en velordnet overgang, som er meningsfyldt, vedvarende, legitim og svarer til den egyptiske folks higen.

Den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, som befolkningen forsøger at afsætte gennem demonstrationer, er kendt for at stå kong Abdullah nært.

Den saudiske konge har kaldt demonstranterne i Egypten for "ubudne gæster", der forsøger at rokke ved stabiliteten i landet.

Rapporter i USA melder om stor bekymring blandt amerikanernes allierede i den arabiske verden. De frygter effekterne af de store folkelige demonstrationerne, som har ramt Egypten, Tunesien, Syrien, Yemen, Jordan og en række andre lande.

Amerikanske embedsmænd nægter at røbe hvilke meldinger USA har fået fra forskellige arabiske allierede, men Obama forsikrede dog kong Abdullah om amerikanernes forpligtelse til at sikre stabiliteten i regionen.

- Præsidenten bekræftede også USA's langsigtede forpligtelse for fred og sikkerhed i regionen, skriver Det Hvide Hus.

/ritzau/AFP

Obama diskuterer situationen i Egypten med saudisk konge, der er blandt USA's skræmte Mellemøst-allierede.

Offentliggjort Sidst opdateret