Fem dage før fristen for at hæve gældsloftet i USA udløber, fortsætter striden mellem Republikanerne og Demokraterne.
Torsdag skal Repræsentanternes Hus stemme om et forslag, som den republikanske formand i Repræsentanternes Hus, John Boehner, har fremsat.
Han foreslår en sparepakke på 1000 milliarder dollar i første omgang - og et højere gældsloft i et enkelt år. Det vil betyde endnu et tovtrækkeri om gældsloftet til næste år.
Men forslaget er dødsdømt på forhånd. For det første har det ingen mulighed for at blive vedtaget i Senatet, hvor Demokraterne har flertal. Og for det andet har præsident Barack Obama gjort det klart, at han vil nedlægge veto.
På sin side har Obama uden held forsøgt at overtale Republikanerne til at gå med til drastiske besparelser på USA's budget, samtidig med at de rigeste amerikanere skal betale mere i skat.
Republikanerne, der er under pres fra Tea Party-bevægelsen i deres eget parti, har derimod pure afvist skattestigninger som en del af en aftale om at hæve gældsloftet på 14.300 milliarder dollar.
For hvis USA ikke kan låne flere penge, vil det betyde, at det offentlige ikke kan betale sociale ydelser og soldaterlønninger.
2. august er sat som sidste frist til at have en løsning klar. Sker det ikke, vil USA og resten af verden stå over for et nyt alvorligt økonomisk tilbageslag, fordi verdens største økonomi ikke længere kan betale sine regninger.
- Det vil være en meget, meget alvorlig begivenhed. Ikke bare for USA alene, men for hele den globale økonomi, har IMF's nye chef, Christine Lagarde, sagt.
Markedet har allerede straffet de amerikanske politikere ved at vise en svigtende tillid. Onsdag var den værste dag på den amerikanske børs i flere måneder.
- Markedet begynder at blive alvorligt bekymret for, at det går mod, at de ikke kan betale gælden, siger analytikeren Peter Cardillo til Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker