Obama-fortrop med 140 journalister er landet i Sverige
Et stort følge ledsager den amerikanske præsident Barack Obama på hans tur til Europa de kommende dage.
Besøget omfatter en mellemlanding i Sverige og et møde med de nordiske regeringsledere, inden præsidenten fortsætter til G20-mødet i Skt. Petersborg i Rusland.
Tirsdag aften ved 21-tiden landede det første fly med en del af følget i Arlanda-lufthavnen i Stockholm.
- Der var cirka 200 personer heraf 140 journalister. De øvrige var administrativt personale og sikkerhedsfolk fra Secret Service, siger en kilde til det svenske Aftonbladet.
Gruppen forlod lufthavnen i flere store og mindre busser under politieskorte.
Syv af Obamas livvagter fra Secret Service har af politiet i Stockholm fået lov til at bære våben og ammunition under opholdet i Sverige. Hvilke type våben eller antallet, som der er givet tilladelse til, vil myndighederne ikke sige noget om.
Præsidentens fly, Air Force One, lettede fra Washington midt på natten svensk tid og ventes at lande i Stockholm onsdag formiddag.
Trafikanterne i og omkring den svenske hovedstad er blevet advaret om store forsinkelser og kødannelser som følge af det fornemme besøg.
Trafikforstyrrelserne kunne mærkes allerede tirsdag, da politiet begyndte at afspærre områder af Stockholm.
Lufthavnsmotorvejen bliver desuden lukket for almindelige trafikanter i en halv time med lange køer til følge, når Obama i en kortege omfattende 40-50 køretøjer bliver transporteret fra og til lufthavnen.
Over 2000 politifolk er sat på opgaven med at sørge for ro og orden under Obamas visit.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned