Obama: Gældskrise kan skade os alvorligt

Hvis ikke USA inden for otte dage hæver sit gældsloft, så kan det skade landets økonomi alvorligt. Sådan siger præsident Barack Obama i en tale til nationen natten til tirsdag dansk tid.

- Hvis vi bliver på vores nuværende kurs, så vil vores voksende gæld koste os job og skade økonomien alvorligt. Flere af vores skattekroner vil gå til at betale renterne på vores lån, siger han.

Talen, hvor Obama slet skjult placerede ansvaret for stridighederne i forhandlingerne om hævelsen af USA's gældsloft hos republikanerne, var samtidig et forsøg på at fremtvinge et kompromis.

- Ved I hvad folk er mest trætte af? De er dødtrætte af en by, hvor kompromis er blevet et beskidt ord, siger Obama.

Præsidenten henviser blandt andet til republikanernes Tea Party-medlemmer, som han mener har spændt ben for et kompromis mellem Demokraterne og deres eget parti ved at stille ultimative krav.

Obama kalder sit eget forslag til en hævelse af gældsloftet, der er en blanding af en række besparelser og samtidig skattestigninger til landets rigeste og erhvervslivet, for en balanceret tilgang. Her står Tea Party-folkene i vejen, siger han.

- Den eneste grund til, at denne balancerede tilgang ikke er ved at blive til lov lige nu, er, at et betydeligt antal republikanere insisterer på en tilgang med kun besparelser - en tilgang, der ikke kræver, at de rigeste amerikanere og største selskaber bidrager med noget som helst, siger han.

Præsidenten minder samtidig om, at da Demokraterne havde præsidentposten i 2000 var der overskud på de offentlige budgetter, mens to krige, skattelettelser til de rige og er program for receptpligtig medicin udtømte statens budget under præsident George W. Bush.

Fristen for at hæve loftet for USA's gæld udløber 2. august. Her skal politikerne have fundet en løsning for at være sikker på at kunne dække landets udgifter.

/ritzau/

USA's politikere skal finde et gældskompromis i en fart, hvis økonomi ikke skal lide alvorlig skade.

Offentliggjort Sidst opdateret