Nu skal danske soldater og de andre deltager i Natos styrke i Afghanistan banke al-qaeda og derefter hjem. Den amerikanske præsident Barack Obama har besluttet at sende 30.000 ekstra soldater til landet.
Samtidig bebuder han, at tropperne skal hjem fra 2011. Det er et helt klart signal, vurderer lektor Mikkel Vedby Rasmussen, der forsker i krig, fred og sikkerhed ved Københavns Universitet.
- Obama har taget en tidsmaskine tilbage til 2001. Nu handler det om at bekæmpe terrorisme, så løftet om demokrati og pigeskoler er ikke længere så vigtigt, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Dermed gør Obama op med forgængeren George W. Bushs strategi for Afghanistan og terrorbekæmpelse. Samtidig er retorikken også en helt anden, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen.
- Nu handler det om at komme ud. Det handler ikke om at vinde. Jeg tror ikke, at Obama bruger ordet sejr på noget tidspunkt i lanceringen af den nye strategi. Han nævner faktisk heller ikke Taliban, men al-qaeda i talen, siger lektoren.
Han vurderer, at en del af de 30.000 ekstra amerikanske soldater vil slutte sig til de cirka 750 danske soldater i den sydlige del af Afghanistan. Her står oprørerne forholdsvis stærkt, og den nye amerikanske strategi kan betyde flere kampe.
- Man kan meget vel forestille sig flere kugler om ørene på de danske soldater og flere vejsidebomber. Der vil være et øget konfliktniveau i Afghanistan i det næste halvandet år, siger han.
Mikkel Vedby Rasmussen er overrasket over, at den amerikanske præsident allerede vil begynde tilbagetrækningen i 2011, men tror, at det hænger sammen med dårlige meningsmålinger.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned